Hellesø.
Der ligger en vogn af det reneste guld på Hellesøs dybeste bund, den kaster et lyst og gyldent skær henover vandet hver midnatsstund.
Fra søens dyb man hører en lyd, som var det gyldne klokkers klang, den kommer fra vognen, den toner så ren, dens genlyd går over Hellesøs vang.
Guldvognen, den hviler fra Hedenold dybt skjult, ej nogen til fals, så længe den ligger i fred og ro vil Nertus velsigne vores Als.
Men den, som vil hæve den guddoms skat, vil finde den sikreste død, og vandet vil lukke sig over ham i Nerthus hellige sø.
Omtrent 2 kilometer vest for byen Holm ligger den tidligere skovsø Hellesø. Skoven er for længst forsvundet og søen er nu næsten udslettet og opdyrket.
Søen lå før gemt dybt i Holmskov. Skoven og søen var helliget gudinden Nerthus. Til denne hellige sø knyttes mange sagn.
”Når våren er kommen, kører gudinden Nerthus, den mest yndede Gudinde, igennem vor ø. Hun kører på en vogn af det reneste guld, den trækkes af hvide okser. En larmende jubel omgiver Gudinden, ingen er som hun elsket af folket. Men glæden er kun kort, vognen vender snart tilbage til den hellige sø i skoven. Der renses vognen, for at jordens støv ikke må blive siddende på den. To slaver i klæder, hvid som sne, foretager renselsen. Så sænkes vognen ned i søens dyb, hvor den må ligge til den næste vår, slaverne bliver ligeledes sænket ned i søen, fordi ingen skulle forråde det sted, hvor Helligdommen gemmes.
En hellig kilde, hvis vand havde en helbredende kraft, fandtes ved Tinghøj. Allerede for årtusinde var denne kilde bekendt. De syge kom i større skarer, ved at drikke af det hellige vand og vaske de syge lemmer i vandet, fandt enhver helbredelse. – Disse folk blev boende i nærheden af ”Helligkilde” og snart var stedet bleven til en blomstrende landsby, som fik navnet Holm.
I Schrøders Topografi, 1837 skrives: ” På Holm Mark ved Nordborg ligger to bakker ved navn ”Tinghøj”, hvor der før har været Tingsted. I nærheden udspringer i en dybde af omtrent to fod en stærk fremsprudlende kilde. Dens vand damper i den stærke vinter, fryser ikke, og is stykker, som kastes deri, opløses hurtig.