Fristil
I Sommeren 1920 besøgte Professor og Kunstmaler Erik Henningsen Als.
Han vilde gerne male et Billede af de danske Soldater, når de kom til Dybbøl, men han vilde først have malet nogle som kunde vinke efter Soldaterne.
Henningsen tog Logi på Banegården i Guderup, og en Dag kom han ind til min Bedstefar, som boede tæt derved, og spurgte om han ikke kendte en Kone med et lille Barn som vilde stå for ham, mens han malede Maleriet, det gjorde min Bedstefar, og sagde, at han i Nabolandsbyen havde en Datter, som havde et Barn på 1 år. Den Kone var min Moder, og Barnet var mig.
Henningsen gik straks til min Moder, og spurgte hende om hun og Barnet kunde stå for ham.
Det lovede Mor, og da Dagen kom, fik jeg en hvid Jakke og Kyse på, og så skulde min Moder stå med mig på Armen i vor Nabos Gaard, og så begyndte Henningsen at male.
Han malede i flere Dage i ca. en Time ad Gangen. Det var ikke let for min Moder at blive ved at bære på mig.
Da Mor og jeg var malet, tog Henningsen til Dybbøl, og malede de danske Soldater der.
Han satte således Maleriet sammen af hvad han havde malet ad flere Gange.
På Maleriet er der i Baggrunden et Stengærde, og på det står en anden Pige, det er min Moders Kusine, og bagved Gærdet står to Karle, den ene er min Moders Fætter.
For ca. 10-11 år siden var min Bedstefar og Bedstemor rejsende for at besøge min Onkel i København. I de Dage var der forårs-Maleriudstilling på Charlottenlund i København.
Mine Bedsteforældre vidste, at også det Maleri fra Dybbøl, vilde blive udstillet.
De tog til København en Dag, og i det allersidste Værelse fandt de Maleriet. Men de blev overraskede, for de troede da at de kunder kende os.
Men Henningsen havde slet ikke malet det, så det lignede os.
(Skrevet af Kjestine Thomsen, 13 år gammel i 1932)