Fortalt af Jens Sandvei Min barndom
(1927- 2015)
Jeg havde den lykke at være barn i trediverne, når jeg skriver lykke er det fordi, at der netop i dette tiår skete en hel masse ting som på den ene eller anden måde fik betydning for den kommende tid. Lad mig først nævne radioen. Den første gang jeg mindes at have hørt en radio må have været omkring 1930. Sammen med Far og Mor var jeg på besøg et eller andet sted i Pøl, og der havde de en kasse på væggen og ud af denne kasse kom der en stemme, jeg spurgte naturligvis hvordan det hang sammen, og fik det svar at der havde de en mand lukket inde. Hjemme har vi fået den første radio omkring 1934, den blev installeret af min fætter, han var teknisk fingernem. En antenne af kobbertråd blev ført op til en isolator ved skorstenen, forneden i stråtaget var anbragt en træstang og på spidsen deraf, halsen af en flaske så signalerne uhindret kunne nå frem til modtageren. Der var ingen højtaler, der var kun hovedtelefoner.
Den første nyhed jeg mindes at have hørt fra radioen var en efterårsaften i 1934 da Far sad og hørte pressen, han fortalte at for to timer siden var den jugoslaviske konge blevet myrdet i Marseilles. Men der skulle komme mange andre interessante ting fra radioen. Kong Edward’ s abdikation tale i 1936 hørte jeg, selvom min Mor sagde at det kunne jeg ikke forstå alligevel. Jeg måtte give hende ret, men bare det at opleve en sådan begivenhed, skal vi sige på nærmeste hold, syntes jeg var fascinerende. Når vi tænker tilbage på trediverne må vi ikke glemme, at den tid kun lå 10- 20 år efter genforeningen, og at der stadig var en national spænding, en ting som var tiltagende fra 1933 for at kulminere med besættelsestiden. Når der i disse år blev afholdt valg blev resultatet naturligvis drøftet, men det var ikke så meget partiernes indbyrdes styrke der blev talt om, det var mere om hvor mange tyske stemmer der var blevet afgivet. I det lille samfund hvor vi boede, var naboens nationale indstilling naturligvis velkendt, og det kunne give grund til mange samtaler når tyskerne fik flere eller færre stemmer end det man på forhånd havde kunnet beregne. Efterhånden som Hitler blev en større og større mand, fik han også en beundrerskare på denne side grænsen, inden for min generation viste det sig ved at nogle af mine kammerater skulle til at gå i tysk skole. I dag vil jeg sige at det var synd for dem, men det føltes ikke sådan dengang, nu var de nogle tyskere og skulle behandles som sådanne. De havde det ikke let, selv om de var helt uskyldige i deres fars nationale kolbøtte. Mange mennesker blev fyldt med beundring for Hitler, det kunne vel næsten ikke undgås når man tænker på hvordan han forstod at manipulere med sit eget folk og den øvrige verden. Da tyskerne i 1938 gennemførte “Anschluss” husker jeg at min tante sagde: “Ja, himlen må jo være med ham”, og jeg tror ikke at der var nogen som mistænkte hende for at nære tyske sympatier.
I efteråret 1938 opstod krisen omkring Czekoslovakiet med det efterfølgende München forlig, og jeg husker at Far var meget harmfuld over den gamle Chamberlains forsøg på, ved hjælp af nogle rejser til Godesberg, at komme overens med den tyske fører, det var, sagde han, skammeligt, skammeligt.
Den 9. april 1940 var en smuk, kold dag, nogle steder lå der endnu sne bag hegnene, et minde om den hårde vinter som nu var ved at være forbi. Da jeg kom op i skolen var der nogen som fortalte at de tidligt om morgenen havde e hørt skydning, langt borte, og der var også nogen som havde set eller hørt flyvemaskiner. Undervisningen begyndte på sædvanlig måde men blev kort efter afbrudt ved, at anden lærer stak hovedet ind og gjorde tegn til førstelæreren om at komme ud. Da han kom ind igen sagde han: “Man siger, man siger at tyskerne har besat Aabenraa i nat, men vi bliver bare ved at passe vores arbejde”. Og det gjorde vi, men tankerne var helt andre steder. Senere hen på formiddagen fortalte han at hele Danmark var blevet besat, og at vi nu skulle til at have brødrationering og livsforhold på samme måde som i Protektoratet Bohmen-Mahren, hvor han havde fået sin visdom fra ved jeg ikke, men det er ret typisk for den tid vi nu gik ind i at det vrimlede med rygter. Nogen havde hørt et eller andet, andre lagde lidt til og til sidst kunne det blive til en ret god historie.
En af årsagerne til al den rygte dannelse som opstod i besættelsestiden, var at vi var blevet afskåret fra den sædvanlige nyhedsformidling, det var kun de nyheder som kunne godkendes af tyskerne, der kunne trykkes i aviserne og udsendes i radioen. Men de i de allerfleste hjem var der nu radiomodtagere, og de nyheder som det ikke var muligt at høre fra Danmark var der en chance for at hente ind fra udenlandske stationer. Allerede i 1938 havde BBC påbegyndt regelmæssige udsendelser på tysk og der var efterhånden mange her i landsdelen som lyttede til dem. Det var jo mest de ældre som talte og forstod det tyske sprog ligeså godt som det danske. Jeg må indrømme at jeg ofte har været misundelig på dem for deres sprogkundskaber, det havde været betydelig nemmere hvis man kunne forstå alt hvad højtaleren sagde i stedet hele tiden at måtte spørge: Hvad siger han? Men efterhånden som tiden gik, fik man også lært god del tysk. Men BBC sendte også på andre sprog, bl.a. norsk, og det var jo let at forstå, de sendte så vidt husker to gange en halv time daglig. Danske udsendelser fra England kom der straks fra den 9.april, de fik tilkendt 5 minutter af den tyske sendetid, om aftenen klokken 22.40. I sammenligning med hvordan nordmændene blev betjent var det jo ikke så meget, men der var jo også en forskel på hvordan Norge havde modtaget tyskerne og hvordan vi herhjemme modtog dem. Ser vi tilbage på trediverne og begyndelsen af fyrrerne og skal være ærlige, så var der mange som dengang fik en svær slagside til det tyske, det var muligvis mest den yngre generation som ikke havde nogen særlig erindring om udlændigheds årene, og derfor var lettere at påvirke. Særligt slemt blev det efter den 9.april 1940, og det er forkert at tro at det kun var Scavenius som i juli det samme år, blev slået med forbavselse og beundring for de store tyske sejre. Hitler og hans mænd havde mange sympatisører.
Alle disse begivenheder ligger nu langt tilbage, men vi kan mindes dem og vi kan sige til os selv at vi har oplevet en dramatisk og spændende tid – hvis vi havde øje for det.
