En fortælling om Dyvig af Thomas og Thoma Thomsen.
De tilhører en familie der, i det mindste et par hundrede år, har været tilknyttet skibsfarten på Dyvig og livet på kroen, hvad enten den har ligget på denne eller hin side af vigen.
De gamle annaler og regnskaber, der går tilbage til 1770`erne belyser denne tilknytning og er for længst afleveret til landsarkivet i Åbenrå.
Men hjemme kunne Thoma fremvise bøger, der skriver sig fra 1888. det er en slags regnskaber, der fortæller om hvilke skibe, der er anløbet, deres hjemsted og størrelser, last, mængder og priser.
Bøgerne er ført af faderen Frantz Thomsen med en sirlig gotisk håndskrift. Thoma har ført bøgerne videre siden hen.
Et kig i disse bøger efterlader et indtryk af en meget livlig trafik. På en enkel måned i 90èrne er der en 25 – 30 fartøjer.
Langt tilbage i tiden har de personer, der stod bag kroen og lagerpladsen i Dyvig talt medlemmer af familien Thomsen, skipper og købmænd fra Nordborg, som havde anparter i foretagendet.
I 1854 flyttede man kroen og havnen over vigen til den nuværende placering.
Thomas siger. Ja på den tid kom bedstefar hjem fra langfart. Han havde nået den alder, hvor han gerne ville slå sig lidt til ro - og han blev så sat til at passe kroen og havnen.
Kroen var solidt bygget og havde stråtag. På loftet var der lager af foderstoffer. Med den solide bygning kunne jo ikke forhindre vandet fra vigen i at trænge ind ved højvande.
Ved stormfloden i 1872 stod vandet helt oppe der, hvor den ny toiletbygning nu er. Det var vel en halvanden meter over normal vandstand.
I1904 var det galt igen, dog knap så meget. Vandet gik op til under bordene i skænkestuen, og ilden i kakkelovnen gik jo ud.
Hvad var det for gods man sejlede med på Dyvig?
Det var gødning, foderstoffer, sten, cement, træ, kul og kalk.
Godset blev losset og stablet op på broen eller placeret inde i pakhuset der.
Hestevogne, som skulle transportere det videre rundt, kunne undertiden holde i en lang række op ad bakken til Holm.
Min far handlede selv med sten, kul og kalk. Vi havde for resten et kalkbrænderi ved kroen bag det sted, hvor salen nu ligger. Kalken kom fra Faxe, gødningen fra Norge og træet fra Sverige.
Hvad er det for fartøj du og din far har sejlet i ?
Det var Atlantic, en 10 tons jagt bygget omkring 1900.
I 1910 fik den en Horsens dieselmotor lagt i. Atlantic var det første skib i Dyvig, der fik motor.
Thoma: Ja, far var ikke så begejstret, han ville hellere sejle med sejl, men Thomas var helt med på det med motor. Det var en stor lettelse, ikke mindst ved lastning og losning, hvor spillet kunne betjenes ved hjælp af motoren. Man måtte jo følge med tiden.
Hvordan var sådan en jagt indrettet?
Thomas: Joh, i midten var der et stort lastrum, henne for var lukafet med to køjer, spisekammer og køkken med kakkelovn. Henne agter et styrehus – her kunne kaffen stå over glødehovedet og holde sig varm.
Far havde en kompagnon, Hans Christensen oppe i Holm, som han sejlede sammen med. Ved hans hus i Møllegade 27 havde de en kuldhandel.
Da far døde i 1938 fortsatte jeg med sejladsen og kuldhandelen. Engang i 50`erne holdt jeg op, da lastbilerne efterhånden havde overtaget al transport til Nord-Als.
Hvor hentede du kullene?
Jah, det var i Åbenrå, Sønderborg og mest i Flensborg. Der skulle man være kl. 8 om morgenen, ellers skulle der betales ekstra, når kuldwaggonerne skulle vente.
Så når det havde været en travl aften på kroen, kunne det nemt ske, at det ikke gav nogen nattesøvn, men frisk havluft kunne jo nok friske en op.
Din længste tur – hvor gik den hen?.
Det var til Århus, men for det meste til Vejle, Assens, Rudkøbing, Svendborg og ellers her omkring. Til Assens og Åbenrå sejlede jeg med svin fra Dyvig.
I 1920 var Atlantic på en speciel tur til Sønderborg – det var ikke stykgods, der skulle sejles med – Nej, du tænker på genforeningsfesten på Dybbøl – da sejlede far en hel del mennesker her fra egnen til festlighederne.
Fiskeri har der vel også været her fra Dyvig?
Jo da, noget har der altid været – i dag er det kun Hans Fiske, hernede ved siden af, tilbage, og han er 70 år.
Han har for øvrigt også sejlet en hel del sammen med mig på Atlantic.
Thoma har kun været nogle enkle gange med ude og sejle men for det meste var hun hjemme hos moderen. Der kunne være nok at se til. De mange folk, der kom for at hente gods og de der lossede, skulle have noget at drikke til. Undertiden blev det også til mindre anretninger, som æggepandekager, men det store køkken havde vi ikke. Om aftenen kom folk fra skibene ind for at slappe af med en snak over en punch og et spil kort.
Til pinse og på sommer – søndage kunne der være et stort rykind af folk fra egnen, der kom for at se på omgivelserne og nyde en kop kaffe og kage.
Om Vinteren var der stille her. Senere, da vi var alene på kroen, ville interessenterne have den op på et højere plan med et stort køkken osv.
Vi var dengang i 60`erne og kunne slet ikke være med til den slags -
En amerikaner på Dyvig Kro i 1984.
I sommeren 1984 var der, som så mange gange før og siden, fest på Dyvig Kro. Det
var Marie som fejrede sin 60-års fødselsdag, blandt gæsterne var nogle familie-
medlemmer fra Iowa og den ene af dem, Jeanette Bohlke, skrev bagefter en beretning
om hvad hun havde oplevet. Ad lidt omveje er vi kommet i besiddelse af denne
historie og vi får tydeligt indtrykket af at hun har været imponeret. Hun skriver:
Man får mange ting at se når man rejser og her er nogle af mine iagttagelser fra en
fest på Dyvig Kro:
Et par nætter havde vi tilbragt vi hos Marie´s bror, og vi var indbudt til at deltage i
hendes 60-års fødselsdag som skulle være på Dyvig Kro. En af hendes nevøer havde
arrangeret blomsterne på bordet, meget smukt lavet. Hvilken oplevelse. Der var 43
gæster i alderen fra 17 år og opefter. Bordene var meget smukt dækket med linned
duge og servietter. Der var små sølvbakker hvor på vinflaskerne blev placeret. Før
middagen blev der serveren meget let hvidvin med et kirsebær i. Der var bordkort
så vi kunne se hvor vi skulle sidde. Til hver plads var der tre vinglas, et til hvidvin
til den første ret, et til rødvin og et glas til solbærvin. Hele tiden nøjedes jeg med at
nippe til de flydende varer, jeg søgte hele tiden at gøre ligesom mine venner på den
anden side af bordet gjorde. En af familien tog godt for sig af de våde varer og havde
også en flaske orange til at skylle efter med.
Den første ret var en reje cocktail med nogle stykker asparges og pyntet med
et stykke citron og rød kaviar. Mellem retterne blev der sunget og udbragt skåler.
På bordene var der sangbøger og flere gæster ønskede deres yndlingssange. Den
levende musik blev spillet på et elektrisk instrument i lighed med elektrisk orgel og
trommer. Manden som spillede, fløjtede af og til ind i mikrofonen eller sang sagte
til musikken. Tidligt på aftenen spillede han Yankee Doodle og senere kom Oh,
Susanna og Grandfathers Clock.
Hovedretten bestod af røget kød og kogte kartofler, samt kogte tomater i sovs
(måske var de knap så meget jævnet som vores) samt kål og gulerødder. Tjenerne kom til
alle gæster og serverede fra et meget stort sølv fad med en gaffel og en ske
i den samme hånd, og så var der også chips. Kartoflerne i sølvfad blev stående på
bordet medens tjenerne bød rundt af kødet endnu en gang.
Desserten var skøn, der var iskager, forsynet med tre lys som brændte med gule,
røde og grønne flammer, de blev sat på hovedbordet, hvor tjenerne skar dem i stykker
og bragte dem til hver enkelt gæst. Hvert stykke var pyntet med små papirflag og små
flag fra mange nationer.
Alt det spisen, skålen og syngen varede fra klokken halv syv til lidt over ni. Den unge
mand som havde lavet blomsterdekorationerne havde på en gammel melodi skrevet
nogle nye vers, som fortalte om hans tante Marie´s liv, det var skrevet på et ark papir
som var rullet sammen og forseglet med en ”60” sticker. Tjeneren kom med sangene
i en keramik krukke og hver person tog et eksemplar. Det var en overraskelse for
Marie, det bragte tårer frem i hendes øjne og også i nogle af gæsternes.
Hele aftenen blev der spillet musik, som også blev brugt til at give signal til
forskellige ting, så som ”Kom til bords” eller ”Ryd bordet” så dansen kunne
begynde.
Spisesalen havde vinduer ud til vandet, og på begge sider af salen var der sat stole
og borde frem til den efterfølgende kaffe med småkager, der var også glas til vin og
cognac.Hen på aftenen købte folk selv deres drikkevarer ved baren. Parret ved siden
af os fik en øl og en sodavand.
Dansen mindede mig om dansene jeg havde haft med min far og mor samt lidt
om dansene fra fyrrerne og halvtredserne. Det var virkeligt smukt at se de unge
mennesker danse med deres familie og deres bekendte. Omkring midnat dansede jeg
med Peter som jeg passede godt sammen med, og senere blev jeg budt op af en ældre
herre, Niels, som jeg havde siddet sammen med ved bordet, Han havde lært engelsk
i skolen for et halvt hundrede år siden men var nu startet igen, og vi kunne godt tale
lidt sammen.
Peter virkede det meste af aftenen som tolk og han havde på et ark papir lavet en
oversigt over hvordan familieforholdene var, det var noget som blev studeret med
megen interesse. Vi kunne udmærket følge med i da Christen forklarede hvordan
Bruecks var kommet ind i familien.
Vi, amerikanere, sang Iowas nationalsang og det varede ikke længe før alle
nynnede med på melodien, det er den samme som den tyske ”O, Tannenbaum”.
Da klokken var et kom der store terriner ind på anretterbordet og gæsterne kunne
forsyne sig selv med suppe med mel-og kødboller samt og løg og gulerødder.
Klokken halv to begyndte folk at sige godnat og det var kun nogle få af de unge
mennesker som havde fået lidt meget at drikke.
Som I vil forstå, så var hele festen en ting som jeg aldrig vil glemme.
Jeanette
