H

Hekseprocesserne.

Artikel fra Holmboen

Hekseprocesserne tegner et mørkt og gruopvækkende kapitel i vor forhistorie. Efterfølgende over 343 år gamle retssag taget fra Nørherreds retsprotokol er fra slutningen af denne periode og afslører trange vilkår for retssamfundet i de dage.

Uddraget fra retsprotokollen er afskrevet af afdøde grd. Jørgen Iversen Svejrup

.

Anno 1670 den 5. jun. Har Kgl. Majestæts Befalingsmand Peter Petersen Stoed, Herredsfoged for Nørherred, og Kgl. Majestæts Forvalter på Nordborg Rudolph Jessen, ladet alle de Holbo Bymænd, som havde Ild og Arnested, stævne, tillige med Mathis Hansen og hans hustru Maren, til gjen og forsvar, fordi samme Maren Mathieses er i ondt rygte for trolddom. Herpå er følgende vidnesbyrd om Maren Mathieses funden.

Lars Christensen hustru Abelone har sagt til Maren Mathieses, at Røgeren i Holm allerede var henne hos herredsfogden, for at give tilkjende, at hun – Maren var skældt for trolddom af Karen Møllers, hvilket hun havde hørt af Kristine Jørgens.

Kristine Jørgens bekræftede, at hun havde hørt af Hindrig Tombsens hustru i Holm, medens de talte sammen i pinsedagene, at Karen Møller havde beskyldt Maren M. for trolddom.

Hindrig Tombsens hustru i Holm forklarede, at Karen Møllers var kommen ind til hende, for at få hende til at gå til Maren M. og forklare hende, at eftersom hendes mand Simon Møller, var falden i sygdom og havde lagt i længere tid, havde hun Maren mistænkt for at have forvoldt denne sygdom.

Hindrig Thomasens hustru havde nægtet at besørge dette ærinde, men imidlertid kom Maren Mathieses selv ind til dem. Maren spurgte, hvordan Simon Møller havde det, hvortil hans hustru svarede, at det viste hun vel bedst selv, men hun skulle nok få sørget sådanne råd, at den som havde forvoldt hendes mands sygdom, skulle få Ild og Brand i stedet.

Karen Møllers forklarede for herredsfogden, at havde hun talt sådanne ord om Maren M., da var samme Maren før blevet udskældt for Trolddom.

Hans Lauridsen i Holm beklagede sig for retten over, at hans hustru var blevet syg efter en strid med Maren M. for halvandet år siden. Da Hans Lauridsen ved lejlighed havde ladet Maren dette høre, var det blevet bedre med hans hustru.

Bunde Martensen tilstod, at for nogen tid siden er Maren M. kommet ind i hans gårdsrum, efter en strid, han havde haft med hende, og han havde da forklaret Maren, at dersom han, hans hustru eller børn kom i nogen ulykke efter denne dag, vilde han i høj grad have hende mistænkt.

Kristen Hansen beklagede sig over, at han troede Maren havde forskyldt, at han pludselig mistede sit kræ i år.

Engel Fennekes klagede over, at efter at hendes søn var blevet slået af Mathis Hansen, var han blevet hel forvirret i hovedet og løb splitternøgen om på gaden. Hun havde derfor sagt til Maren M. s søn og datter, at dersom det ikke blev bedre med hendes søn, skulle deres moder få både Ild og Brand. Efter den tid var det blevet bedre med ham. 

Efter sådanne ord og vidnesbyrd, har Herredsfogden på øvrighedens vegne pålagt de Holbo mænd at give Maren M. med hendes husbond et Byvinde hvor hun enten kunde renses, eller fælles som Troldkone, hvilket Byvinde af de Holbo Bymænd er udstedt således.

Efter som Maren M. for nogle år siden var sat på Nordborg for Trolddoms sag, har der efter at hun er kommet ud derfra været rygter om Trolddom, dette bevidner vi, som byens forstander med vores Husmærker og Segl.

Hvorpå Maren M. får sit Sognevinde således: - Anno 1670 den 20 jun. Har menige Sognemænd fra Tontoft Sogn, efter øvrighedens befaling forsamlet i Tontoft Kirke, for at give Maren M. af Holm hendes Sognevinde, således som de det for Gud og høje Øvrighed kan forsvare, og som hun har fortjent. Hertil svarer det ganske Sognefolk, fra alle tre byer, at de ville give hende det samme vidnesbyrd som Holboerne havde givet hende.

Derpå har seks af de Holbo gårdmænd, som byens forstandere på samtlige Bymænds vegne for retten givet fuldkommen sag mod Maren M., som Troldkone.

Anno 1670 den 26. jun er vi 12 Kirkenævninge, som er (navne på personer) af Herredsfogden for i dag opkrævet ang. Maren M. s Trolddomssag. Så sværger vi da for Gud og hans hellige Evangelium, at vi fuldkommen efter lov og vidnesbyrd tilfinder Maren M. fra Holm at være en Troldkone, hvorfor hun bør lide og undgælde, så vidt lov og ret udviser.

Herpå havde herredsfogden givet hende under Skarpretterens hånd ved tortur at få hende til at bekende at hun en Troldkone.

Anno 1670 den 28. juni er Maren M. i forhør hvor hun bliver spurgt om hun ville spotte den onde ånd, hvorpå hun svarer, at Gud havde forbudt hende det. Videre er hun blevet spurgt om hun var skyldig i Trolddomssagen med Laurids Baggesen, hvor for hun er sigtet. Hun svarer, at derfor havde Laurids Baggesen fået Svindsot, og at hun den aften intet videre vedgået.

Den 29 om morgenen bekendte hun intet på Trolddoms vegne, da Gud havde forbudt hende det, hvorpå Skarpretteren ville have håret afskåret, hvorefter hun straks bekendte, at have gjort Hans Lauridsens hustru syg, og Niels Finks søn gal, samt fliet dem begge bedere igen med urter som hun fandt under tornebusken.

Hun bekendte også under tortur at hun sammen med Kristine Balzer og hendes mand havde stjålet 8. får, men hun kunne ikke erindre hvad de ellers havde stjålet sammen. Videre bekendte hun at have stjålet en fed ko fra Jens Jørgensen, og at hun og hendes mand havde taget det flæsk, som var frastjålet Anders Bejerholm i Hagenbjerg.

Samme dag, under totur, blev hun spurgt om hun fremdeles ville stå ved det som hun havde tilstået, hvortil hun svarede ja.

Videre har hun bekendt at hun sammen med Bodil Jørgens fra Jørgen Matzens hus har villet skille godtfolk fra deres kør. På spørgsmål hvilke godtfolk, svarede hun at det var Laurids Baggesen hun mente for den skam han havde tilført hende, tilspurgt om hvad årsagen var til at Bodil Jørgens havde været med til sådan forsæt, svarede hun at det ikke lige havde været Bodils bedrift. Maren M. blev under totur spurgt om Bodil Jørgens vidste noget om hende i trolddoms sager. Dertil svarede hun at Bodil Jørgens var uskyldig.

Den 30. om morgenen er hun atter i forhør, hvor hun under totur bliver spurgt om hun vil stå ved alt det som hun har tilstået, hvortil hun svarer ja og indrømmer at hun har fortjent døden. Hun bad den høje Øvrighed om de nådigst ville bevillige, at hun med sværdet måtte rettes. Videre bad hun om, at hendes skriftefader måtte meddele hende den hellige Nadver.

Den 5. juli om aftenen er hun igen i forhør, og man spørger hende om hun vil stå ved hendes forrige bekendelser – dertil svarer hun ja. Morgenen derpå får hun den hellige Nadver hvorpå hun modtager sin dom som lyder

Da efter tiltale, gensvar og sagens lejlighed, eftersom Maren M. af Holm, formedeles andre bedrifter og egen bekendelse, både på Trolddoms vegne, såvel som tyveri, hvorfor hun efter loven har fortjent Ild og Brand, men alligevel til en liderligere død er benådet, tilfinder jeg Herredsfoged med de følgende 12 Domsmænd udi Skarpretterens hænder, at rettes med sværd for hendes misgerningers skyld, som det sig bør.

                                                Danmarks sidste heks

Den ca. 74-årige bondekone Anne, er den sidste person, som de danske myndigheder henrettede for trolddom. Hun blev først halshugget, og siden brændt den 4. april 1693. Sagen er en hvepserede af rygter, jalousi og misundelse. Og det hele startede med et giftmord.

I Lommelev boede en klog kone som hed Karen, og var gift med Gregers Madsen. hun praktiserede rundt om på det meste af Falster og havde en kunde i Nykøbing Falster, som hed Ingeborg Olufsdatter . Hun havde store problemer med sin mand, Oswald Egger.

Et lidet menneskeben

Oswald var noget hidsig, og  havde bl.a. slået Ingeborg, så hun fik tre buler i hovedet. Karen skulle derfor levere et middel, som kunne ”stille vrede” hos Oswald. Men det duede ikke, og efterhånden udviklede aftalen sig til, at han skulle ryddes ad vejen.

Karen havde forskellige midler og ideer, og foreslog bl.a. at Oswald skulle have afskrab fra et menneskeben. Tanken var, at dødningen ville komme for at hævne sig.

Ingeborg var kæreste med skipper Ole Boesen og han fik besked på at hente et ”lidet” menneskeben på kirkegården. For en sikkerheds skyld tog han et stort, men det hjalp ikke. Selvom de nok mente, at den døde kom og rystede Oswald i sengen, så overlevede han. I stedet fik han gift, og så døde han.

Imidlertid blev sagen opdaget og myndighederne kom på sporet af  den kloge Karen fra Lommelev. Hun blev forhørt, og fortalte om sin virksomhed. Og så var det, at hun nævnte, at hun vidste hvem, der var hekse rundt om på øen.

Pissede ulykke ind i gården

Den kloge Karen udlagde 5 kvinder som hekse, og én af dem var Anne Palles i Tåderup. Ifølge Karen havde Anne forgjort herredsfogeden Morten Faxes kvæg, så det ”styrtede bort og døde”. Anne havde også et motiv. Oprindeligt havde hun og hendes mand boet på den gård i Øverup, som nu var herredsfogedens.  Det havde været et rigtig godt sted, for Annes mand, Peder, var den største tiendeyder i landsbyen. Men de var blevet sat fra, så fogeden kunne få den, og havde selv fået et dårligere sted i Tåderup. På selve flyttedagen mente Karen at hun havde set, hvordan Anne vendte sig "og pissede ind i gården, og da pissede Anne Palles al ulykke ind i gården” sådan, at det kvæg, der herefterdags gik gennem porten ikke ville trives.

Det har været ubehageligt for parret at skulle flytte til et dårligere sted, og måske var det også en streg i regningen for Peder.

Jalousi mod nabokonen

Peder Palle var Annes anden ægtemand. Først havde hun været gift med Niels, og med ham havde hun voksne børn, hvorimod hun tilsyneladende ikke havde fået nogen med Peder. Måske var han yngre, og havde taget hende for gårdens skyld? I så fald blev han snydt, og ægteskabet gik vist heller ikke for godt.

En gang i 1691 havde han været til gilde og danset med nabokonen Maren Jacobsdatter. Hende syntes han godt om, og havde ligefrem sagt "Hvem der engang kunne få sådan en kvinde". Så var Anne blevet vred, og havde lovet Maren en ulykke, så hun ikke skulle danse med andre folks mænd og blive rost af alle folk. Efter noget tid blev Maren faktisk syg. Det startede i fingrene og bredte sig til hele kroppen – hun måtte i seng, og døde til sidst af sygdommen.

Der var også andre problemer, som Anne fik skyld for. En af bymændene i Øverup, Hans Sværke, havde problemer med afgrøderne – det var hævn fordi han havde taget Annes søn til soldat.

Tilståelse om trolddom og trommedans

Den 31. august 1692 blev Anne fængslet på Nykøbing Slot. Den unge præst i byen, Gregers Zimmer forhørte hende sammen med et par andre præster, hvilket ikke var helt efter reglerne, for først tirsdag 27. september 1692 startede sagen imod hende ved Falsters Nørre herredsting. Anne tilstod: Ja, hun var en troldkone. Ja, Fanden kom til hende i skikkelse af en sort kat, som hun kaldte "Puus", og han kaldte hende for "Annis". Og ja, hun havde givet sig selv til Fanden med liv og sjæl. Hun var dog lidt usikker på, om det var sket for seks år siden eller 50 år siden, da hun havde været gift med sin første mand i 4 år.

Nu kom grunden til, at det var gået så godt, da de boede i Øverup også frem. Niels Goddreng (dvs. nissen) gik i gården og hjalp til, i skikkelse af en hest, et får eller en buk. "Puus" gjorde naturligvis også sit, og blev fodret med sødgrød.

Hun tilstod også, at hun sammen med de andre udlagte troldkoner tog til heksemøde på Hesnæs. Hans Stang fra Hasselø slog på en sort tromme med sorte trommestikker og Abigael Nielsdatter, som Fanden kaldte ”Biegell” dansede midt i raden. Abigael kunne desuden rejse på en kærnestav til Trondhjem

Benægtelse i Højesteret

Den 2. november 1692 afsagde Falster Nørre Herreds ting – med herredsfoged Morten Faxe som dommer  - dødsdommen. Derfra gik den til højere instanser; først Landstinget og siden Højesteret i København. Ved Højesteret skete der noget uventet. Anne benægtede. Hun var ingen troldkone, havde aldrig brugt trolddom og aldrig danset til den sorte tromme på Hesnæs. Det hele var noget hun havde sagt af ”opdagenhed”, fordi pastor Zimmer havde forhørt hende så hårdt og fordi hun havde været mørbanket af at ligge på halm og stene i fængslet.

Herredsfogeden havde beskyldt hende for sine kvægproblemer, slået hende så huen røg af, fået hende til at sige, at hun havde forgjort Maren, og  så havde han befalet skriveren at føre det ind i protokollen. Hun havde ikke turdet fragå tilståelsen før, fordi han havde truet med, at hun så ville få tungen skåret ud og blive brændt.

Ikkun en gammel snak?

Der var nok at tage stilling til, da Højesteret voterede den 20. marts 1693. Der var forskellige holdninger. Professor Caspar Bartholin mente, at trolddom fandtes, men slet ikke på den måde, som Anne havde forklaret om. Alt det med kat og sort tromme var noget sludder. Det var "ikkun en gammel snak". Justitsråd Poul Vinding mente egentlig ikke, at man havde bevist, at der var foregået trolddom, og hans kollega Vilhelm Muhle påtalte, at Anne ikke havde haft nogen forsvarer. Mathias Moth, som var potsvæsensdirektør, mente, at den sidste forklaring måtte være den rigtige, fordi Anne ikke havde været stillet frit før hun nu kom for Højesteret. Både han og andre  kritiserede herredsfoged Morten Faxes og pastor Zimmers måde at håndtere sagen på.  6 af dommerne ville kun  dømme Anne som signekone, på grund af den lille bøn mod troldskud.

Men de udgjorde et mindretal. Det nyttede jo heller ikke, at man først kunne tilstå og så klare frisag ved at benægte til sidst, mente nogle. 11 af de 17 dommere mente, at Anne var en heks og derfor skulle brændes. Samme døm fik Anne Kruse, som var død i fængslet. Abigael Nielsdatter blev frifundet men alligevel landsforvist fordi hun havde et ”ondt rygte”. Den kloge kone, Karen fra Lommelev, blev dømt til kagstrygning og landsforvisning.

Afsky og forskrækkelse

Senere benådede kong Christian den Femte Anne sådan, at hun slap for at blive brændt levende, men skulle halshugges først. Desuden blev det besluttet, at der skulle opstilles en støtte med en tavle på henrettelsespladsen. på tavlen skulle dommen og henrettelsesdatoen skrives "med bogstaver" til "afsky og forskrækkelse" for andre.

Den 4. april 1693 foregik eksekutionerne. Liget af Anne Kruse blev brændt, Karen blev kagstrøget og Anne blev halshugget og kastet på bålet. Inden henrettelsen fik hun en halv potte vin til 8 skilling at styrke sig på. Det fremgår af amtsregnskabet, som i dag findes på Rigsarkivet.