Dutzine Ottelfine Nissen
11. jan. 1890 – 21. aug. 1900.
I Ruglykke boede fru Maren Nissen samen med sine børn.
Hun havde den samme sommer mistet sin mand, ved en ulykke i en ajlebeholder i Holm. To af børnene, den 13 årige Peter og den næsten 11 årige søster, Dutzine, døbt således, fordi hun var det tolvte barn, var om formiddagen gået ud på en stupmark for at samle aks til hjælp for familiens underhold.
Henad Kl. 11 blev Peter og Dosse, som hun kaldtes til daglig, enig om at sanke på en anden mark. Peter gik hjem for at tømme sækken, og imens skulle Dutzine følge den gamle landevej mellem Holm og Nordborg hen til den anden mark. Da Peter kom ud til den angivne mark, var Dutzine forsvundet. Han ledte flere steder, men fandt hende ikke, og ved middagstid gik han hjem til sin moder.
Nu begyndte en eftersøgning af den lille pige, og da hendes forsvinden hurtig rygtedes, var der snart mange med i eftersøgningen. Pludselig fandt man Dutzines træsko og hendes samlepose, i daværende gårdejer Bladts mark (nu Peter Bondes mark) lige bag hegnet ved den gamle landevej ned mod Vestermølle, men af Dutzine var der intet spor.
To daglejere fra Holm Hans Johansen og Otto Petersen, var om eftermiddagen med hver sin opbinderpige i færd med at begynde høsten på en bygmark dengang tilhørende gdr. Sandvei (nu Christen Jessen). Marken lå på den anden side af landevejen. Ved et krat lagde Hans Johansen mærke til at græsset var trampet ned. Han så nøjere efter, og der mødte ham snart et frygteligt syn.
I en udtørret mergelgrav lå Dutzine myrdet. Liget var fuldstændig skamferet. Med en kniv var lemmerne skilt fra kroppen. Da de havde sundet sig lidt, løb Hans Johansen ud til Holm Mejeri, hvor der var en telefon. Herfra blev der slået alarm.
Dr. Juul fra Nordborg kom og foretog ligsynet. Liget af den lille pige skulle blive liggende på stedet indtil amtslægen havde set det, og begge daglejere skulle stå vagt ved liget om natten. Om aftenen kom dr. Juul sammen med nogle voksne ud til krattet. Dr. Juul sagde da til Hans Johansen og Otto Petersen: ” I vil da vel ikke stå ubevæbnet her i nat?” Det var de også betænkelige ved, og Hans Frederiksen fra Holm, lige hjemkommet fra militærtjeneste, løb hjem efter et jagtgevær og nogle patroner, som han overlod de to daglejere. Først dagen efter om aftenen mellem kl. fem og seks ankom amtslægen.
Det ilde tilredte lig blev nu lagt i et lagen og kørt ud i porten på Holm Mejeri, hvor det blev obduceret af amtslægen og dr. Burmeister fra Nordborg. Daværende trælasthandler Jens Kolmos fra Nordborg har fortalt, at da ugerningen rygtedes i byen, blev alle børn kaldt hjem. De måtte ikke gå udenfor og blev lagt tidligt i seng om aftenen.
Opklaringen af sagen blev overtaget af dr. Hahn, der i den tid var amts dommer og residerede på slottet i Nordborg.
I et par uger havde en farende svend ved navn Teschnau været på Nordals. På morddagen skulle han møde kl. 8. om morgenen i en ny arbejdsplads hos snedker Hans Voigt på Løjtertoft. Han havde en fire fem svende ansat. En nabo, sadelmager Voigt stod morddagen om eftermiddagen udenfor sin forretning og talte med en landmand, som sad på sin vogn. Henad kl. 2 kom omtalte Teschnau og gik ind til snedkeren. Sadelmager Voigt bemærkede da, at manden havde nogle mærkeligt snavsede hænder. Det fortalte han senere til snedker hans Voigt, der spurgte sine svende, om de havde lagt mærke til, om Teschnau havde virket nervøs.
To svende havde bemærket, at da han havde fået anvist, hvor han skulle arbejde, var han gået hen til jerntruget for at vaske sine hænder! I den korte tid, Teschnau havde været i Nordborg, havde han haft flere pladser, bl. a. hos snedker Keding i Holmgade, manden var døv, og han var brutal i hele sin væremåde, så folk turde ikke sige noget om ham. Han kom i et stadigt forhør, men klarede frisag, og man lod ham gå.
Opmærksomheden henledtes nu på en anden farende svend, en landarbejder ved navn Frederick Deppe, som arbejdede på Stensgård ved Mjels. Deppe gik på morddagen om formiddagen fra Stensgård ud til kommuneforstander Thomas Nørrelykke på Mjelsmark for at melde sig fra. Derefter gik han til Nordborg, hvor han skal have været inde i en butik for at købe en kniv. Deppe sov en nat i et lille ubeboet hus på Mjelsmark, men tidligt morgen gik han til Oksbøl, for at tage med toget. Togfører Rovold fattede mistanke, fik ham ind i postvognen og slog slåen for. Derefter tog Rovold banetelefonen og fik gendarmen i Guderup underrettet. Her blev Deppe arresteret og ført til Nordborg.
Nu ville Dr. Hahn have Deppe dømt for mordet. Han gik personlig turen fra Stensgård til Mjelsmark for at kontrollere. Men alle var enig om, at han gik turen alt for hurtig. Mens Deppe havde en langsom slæbende gang, havde Dr. Hahn en let og hurtig gang. Endvidere har gdr. Jes Bladt fortalt, at da Deppe ved en påvisning gik gennem Holmgade, med hænderne bundet på ryggen, for at blive beskuet, faldt det desværre ikke ud til Deppes fordel.
Mathias Mathiesen, Tangsholm, var morddagen om formiddagen gående til Holm med en ko, og han mødte kl. ca. 11. 30 en vandrende svend, som han ikke mente, var Deppe. I sin videre efterforskning lod Dr. Hahn en stor mergelgrav på Bladts mark ved Nordborg tømme for vand for at finde den kniv, Deppe skulle have købt hos købmand Otsen. Han mente morderen efter ugerningen havde kastet den i mergelgraven, men man fandt aldrig nogen kniv.
Da Dutzines lig var ført til Nordborg kirke, blev Deppe ført hen til kisten, og enkefru Nissen sagde da til ham:” Deppe, hvorfor har du gjort dette ved min datter?” - Deppe svarede: ” Jeg har ikke gjort det – Jeg har ikke gjort det!”
Deppe sad nu i fængsel i Flensborg sigtet for mordet. I begyndelsen af Dec. Kom sagen for nævningetinget i Flensborg. Det blev en proces, der af omfang var ganske ukendt for sin tid. Der var indkaldt 108 vidner. På sagens 3je dag, den 7. dec. 1900, samledes et selskab bestående af de edsvorne, 18 vidner og 4 sagkyndige, i dampskibs pavillon i Flensborg. Ved 8 tiden sejlede de med den nye dobbeltskruede damper ” Føniks, ” til Als til påvisning, hvor begivenhederne havde udspillet sig.
De rejsende var tilstået 5. mark til skibet, og 10. mark til udlæg, som det benævnes. Deppe sad under hele turen alene i sin kahyt med en fangevogter. -
Nogle koner, som var vidner, skulle sidde ved et vindue i Holmgade, eller stå udenfor, som andre gjorde, medens Deppe blev ført forbi med en rød bylt, og kvinderne bekræftede, det var ham. Under retssagen sparede Deppes hustru heller ikke sin mand. Hun sagde, at det godt kunne ligne ham at gøre den slags, Men Deppe nægtede alt.
Øl handleren Lange fra Nordborg, der også var tilsagt som vidne, delte værelse med Deppes broder, od denne fik lov til at besøge ham i fængslet, og her opfordrede han Deppe til at bekende, så ingen uskyldige blev dømt; men Deppe svarede: ”Kære broder, jeg har intet at bekende, jeg er uskyldig.”
Nogle år senere begik de først anholdte, Teschnau, en lignende forbrydelse på Rygen i Mecklenburg, og her blev han dømt. – Ifølge overleveringen, tilstod en anden mand mange år senere på sit dødsleje, mordet på Dutzine.
Den 8. dec. 1900 faldt dommen over Deppe, der lød på 15 års tugthus for voldtægt, og døden for mordet.
Dutzine blev begravet den 26. aug. 1900 på Nordborg kirkegård, hvor hun kom til at hvile ved siden af sin far. I maj 1901 blev der sat en mindesten på hendes grav. Stenen blev skænket af stenhugger Padbjerg af Flensborg. Det er en sort slebet granitsten, hvor der læses barnets navn, fødsels og dødsdag, samt følgende inskription:
”Og gud skal aftørre hver tåre af deres øjne, og døden skal
